Hvad karakteriserer vandløb, søer og vådområder?

Vandløb, søer og vådområder er mættet med ferskvand, enten året rundt eller i bestemte sæsoner, hvilket skaber særlige levesteder for en lang række planter og dyr. Disse økosystemer er kendetegnet ved en vegetation, der er tilpasset vandmættede og iltfattige jorder, og inkluderer blandt andet moser, sumpe og kær. Vådområderne kan adressere en række samfundsmæssige udfordringer herunder kan de kan fungere som naturlige filtre for næringsstoffer og forurenende stoffer, reducere risikoen for oversvømmelser og fungere som essentielle levesteder for diverse plante- og dyresamfund.  

I Norden er vandløb, søer og vådområder mangfoldige, økologisk betydningsfulde, og de spiller en afgørende rolle ved at understøtte en mangfoldig biodiversitet, virke som buffer for vand,  binde kulstof samt reducere udledning af klimagasser. Vådområder i Norden spænder fra små vandløb, over store søer til tørveområder, og de er en integreret del af naturlandskabet og kulturarven. Ud over deres økologiske betydning er vådområder også vigtige i landbrugssystemer, hvor de sikrer adgang til vand. Samtidig er det netop landbrugsaktiviteter, der ofte bidrager til nedbrydningen af disse økosystemer.

Nogle hovedtyper:  

  • Tørveområde - moser: Almindelig i hele Norden, især i Finland og Sverige. Moser er sure, næringsfattige vådområder domineret af spagnummoser. De dannes ofte i kølige, fugtige klimaer og akkumulerer tykke lag af tørv.    
  • Tørveområde - kær: Findes i hele Norden. Kærene er mindre sure og mere næringsrige end moser. De bliver ofte tilført grundvand og understøtter en bred vifte af arter både græsser og forskellige urter.    
  • Marsk: En type vådområde, der er domineret af urteagtige planter snarere end træagtig vegetation som træer og buske. Marsken har typisk lavt, stående eller svagt strømmende ferskvand eller brakvand og er karakteriseret ved vandlidende, næringsrig jord. Disse vådområder forekommer ofte langs kanten af vandløb, søer og flodmundinger, og tjener som overgangszoner mellem akvatiske og terrestriske økosystemer.  
  • Lavvandede søer og damme: Norden er kendetegnet af tusindvis af søer og vandhuller, hvoraf mange er omgivet af vådområder. Disse vandområder understøtter en række forskellige arter og er vigtige for eksempelvis trækfugle og padder.    
  • Ådale/flodsletter: Disse vådområder findes langs floder, især i Sverige og Finland. De spiller en afgørende rolle i håndteringen af oversvømmelser og giver levesteder for arter som bævere, oddere og en bred vifte af fugle.    
  • Skovklædte vådområder/sumpe: Skovklædte vådområder, især dem, der er domineret af fyr eller gran, er almindelige i de nordiske lande. Disse sumpe opstår ofte i forbindelse med tørveområder og er vigtige for arter som elge og forskellige fuglearter.  

Vandløb, søer og vådområder som naturbaserede løsninger

Naturbaserede løsninger (NbS) i vådområder udnytter de ferske økosystemers naturlige egenskaber til at tackle en række samfundsmæssige udfordringer. Ved at arbejde med økosystemets funktioner kan man effektivt adressere flere centrale problemstillinger. Blandt de væsentligste samfundsmæssige udfordringer, der kan løses ved at implementere NbS i vandløb, søer og vådområder, er:  

  • Katastroferisiko og beredskab (begrænse oversvømmelser) - En væsentlig udfordring er den stigende hyppighed og intensitet af oversvømmelser som følge af klimaændringer og urbanisering. Genopretning eller re-etablerering af vådområder, såsom ådale og moser, kan effektivt absorbere og forsinke afstrømningen. Dette mindsker både risikoen for og graden af oversvømmelser i nedstrømsliggende områder.    

  • Vandforvaltning (forbedring af vandkvalitet) - Forurening og tilførsel af næringsstoffer fra landbrugs- og byområder forringer vandkvaliteten. Vådområder fungerer som naturlige filtre, der tilbageholder sedimenter, næringsstoffer og forurenende stoffer. Genopretning af vådområder hjælper med at forbedre vandkvaliteten ved at reducere belastningen med næringsstoffer og forurenende stoffer, der ellers ville transporteres til vandløb og søer.  

  • Forbedring af biodiversitet (tab af biodiversitet) - Ødelæggelse og fragmentering af levesteder fører til fald i artspopulationer og tab af biodiversitet. Vådområder udgør kritiske levesteder for en bred vifte af arter. Ved at beskytte, genoprette eller skabe vådområder kan biodiversiteten forbedres ved at undestøtte både akvatiske og terrestriske arter.  

  • Afbødning af klimaændringer - Stigende drivhusgasemissioner bidrager til global opvarmning. Vådområder, især tørveområder, udgør betydelige lagre for kulstof. Ved at bevare og genoprette disse områder er det muligt at binde store mængder kuldioxid, hvilket er med til at mindske udledningen. Ved at bevare og genoprette disse områder bremser vi også nedbrydningen af organisk stof og standser frigivelsen af kuldioxid. Dette forhindrer yderligere tab af kulstof lagret i jorden.

  • Tilpasning til klimaændringer - Stigende temperatur og skiftende nedbørsmønstre, der påvirker samfund og økosystemer. Vådområder kan hjælpe samfund med at tilpasse sig klimaændringer ved at udgøre naturlige buffere mod ekstreme vejrhændelser, stabilisere lokale temperatur- og fugtighedsforhold og opretholde vandtilgængeligheden i tørre perioder.

 

Wetland graphic: Before

Wetland graphic: after

NbS, der kan implementeres i vådområder

Er du usikker på, hvordan du vælger en NbS for et vådområdeøkosystem? Se vores generelle vejledning om Naturbaserede løsninger!  

Du kan også være interesseret i S-ITUATION-projektets faktaark om vådområder , som beskriver typer af NbS, der typisk bruges til at løse forskellige problemer i specifikke arealanvendelsessammenhænge.

Denne side er skrevet af Annette Baattrup-Pedersen.