At måle biodiversitetsforbedring er ofte mere komplekst, end det umiddelbart lyder. Følgende faktorer bør altid tages i betragtning ved evaluering af biodiversitetsgevinster i NbS:
- Skala: En NbS kan føre til en lokal stigning i antallet af arter, men uden at vurdere denne stigning i en bredere regional eller global sammenhæng kan det være svært at bedømme den egentlige biodiversitetsgevinst. Hvis NbS’en eksempelvis favoriserer almindelige arter på bekostning af sjældne eller endemiske arter, vil en øget artsrigdom ikke være en fordel for biodiversiteten som helhed. Det er derfor vigtigt at tage højde for potentielle konflikter, især når det gælder beskyttelse af arter eller habitater af særlig betydning (f.eks. arter på habitatdirektivets bilag eller IUCN’s rødliste).
- Succesarter: Det er afgørende at definere, hvilke arter der ønskes fremmet gennem NbS, og hvilke der ikke ses som succes arter. Et lavere antal af ønskede succesarter (som typiske økosystemarter, rødlistede arter eller nøglearter) vil som oftest være et bedre resultat end en større forekomst af arter, der ikke er karakteristiske for økosystemet. Et højt antal almindelige arter, eller endnu værre, invasive arter, er ikke et ønsket mål for biodiversiteten.
- Kontekstafhængighed (økosystemtype/lokal lovgivning): Effekten af biodiversitetsforbedring for en given NbS kan variere alt efter region og økosystem. For eksempel kan genopretning af tidligere vådområder både øge og reducere artsrigdommen afhængigt af områdets forhold og genopretningsmetoden. Hvis et område har potentiale til at udvikle sig til et fattigkær (lav produktivitet), kan en stigning i artsrigdom ikke betragtes som en biodiversitetsgevinst. Lokal lovgivning og eksisterende forvaltningsplaner kan hjælpe med at sætte mål for ønskede resultater
- Konnektivitet: For at sikre langsigtet overlevelse af succes arter er det vigtigt at tænke i landskabskonnektivitet. Hvis en art er isoleret og ikke kan bevæge sig til andre områder for at finde føde eller reproducere, mindskes dens chancer for overlevelse. Det er derfor essentielt at vurdere, om der findes nærliggende områder, der kan fungere som korridorer eller fødesøgningsområder. Det er også vigtigt at identificere og adressere barrierer, der kan hindre arternes bevægelse og reproduktion. Ideelt set bør NbS bidrage til biodiversitetsforbedringer, der er bæredygtige på lang sigt og på tværs af større geografiske områder ved at forbinde lokale tiltag med regionale bevaringsindsatser.
For at sikre, at NbS opfylder deres mål for biodiversitetsforbedring, er det også essentielt at have overvågning på plads til at følge op på disse mål. Bedre overvågning vil hjælpe os med at lære mere om effektiviteten af forskellige NbS i Norden og understøtte den forvaltning, der skal modvirke tilbagegangen i biodiversiteten.